rummets egen historie
Bygningen: Fra biograf til tangohus
Cerrito 570 husede et filmlærred i årtier, før det husede en scene — hvad der er originalt, hvad der siden er ændret, og hvad der stadig hænger deroppe over tæppet.
Se ledighed ↗Bygningen i to datoer
| As the Cine Metro | As Tango Porteño | |
|---|---|---|
| Opened | 4 October 1956 | senere, som et restaureret tangoteater |
| Built for | det amerikanske studie Loew's | a nightly tango production |
| Architect | Alberto Bourdon (født i Belgien) | — |
| What's original | den buede prosceniumåbning, altanerne, relieffet over scenen | de samme detaljer, nu oplyst til et live-show |
En biograf bygget for Loew's
Bygningen på Cerrito 570 åbnede som Cine Metro den 4. oktober 1956, opført for Loew's Inc., det amerikanske filmselskab bag MGM, på et tidspunkt hvor Buenos Aires stadig havde snesevis af biografer med én sal, der konkurrerede om det samme publikum i centrum. Den blev tegnet af den belgiskfødte arkitekt Alberto Bourdon, hvis øvrige værker i Buenos Aires omfatter Art Deco-biografen Cine-Teatro Ópera på Avenida Corrientes, opført to årtier tidligere i 1936 — en separat bygning, let at forveksle med denne, da begge bærer Bourdons arkitektoniske hånd og et lignende Art Deco-vokabular. Bourdons to opgaver i Buenos Aires — denne og Cine-Teatro Ópera — er nemme at sammenblande i løs omtale af byens biografhistorie, hvilket sandsynligvis er grunden til, at noget markedsføringsmateriale fejldaterer netop denne bygning til 1930'erne i stedet for 1956.
Hvordan salen så ud som biograf
I sine biografår rummede Cine Metro omkring 2.500 mennesker i stueetagen og på to altanniveauer. Lærredet blev angivet til 20 gange 12 meter, bygget til æraen med de store biografpaladser i centrum. Gennem 1980'erne og 1990'erne lukkede store biografer med én sal i det centrale Buenos Aires én efter én, efterhånden som multiplexbiografer overtog deres publikum. Cine Metro blev først opdelt i flere mindre sale og lukkede senere for good.
Hvorfor en biograf og ikke et teater bygget til formålet
Intet ved salen var bygget med et sceneshow for øje — de skrånende stolerækker, de terrasserede altaner og den dybe prosceniumbue var bygget til at indramme et lærred, ikke et liveorkester og et dansegulv. Det er en del af det, der gør rummet usædvanligt som spillested: sigtelinjerne, akustikken og rummets blotte skala er alle beslutninger fra biografæraen, genbrugt frem for redesignet til en produktion, der ankom årtier efter bygningen. Bygningens skala er en del af grunden til, at den passer til en produktion med stort cast frem for et lille, intimt tangorum — de to formater har brug for vidt forskellige rum.
Hvad der skete efter biografårene
Bygningens senere liv er bedre dokumenteret end dens interiør. Salen blev opdelt i tre mindre rum i 1984, biografen lukkede i 2005, og et tangotematisk hotel åbnede i bygningen i 2009. Gipsrelieffer af denne type var et almindeligt træk ved midten af det 20. århundredes latinamerikanske biografarkitektur, selvom de specifikke figurer over denne scene — filmspoler blandt dem — er usædvanlige ved at referere direkte til biografen frem for mere generiske klassiske motiver.
Fra lukket biograf til åbent teater
Den større bygning gennemgik endnu en forandring i 2000'erne, da en hotelkæde købte ejendommen for at omdanne en del af karréen til et hotel og efterlod den oprindelige sal som et selvstændigt rum i samme bygning frem for at indlemme den i selve hotellet. Det præcise år, hvor salen genåbnede specifikt som tangosted, er ikke offentliggjort noget sted, der kan verificeres uafhængigt, så det bør betragtes som en restaurering nogle år efter biografens lukning snarere end en fast, dokumenteret dato. Hotelomdannelsen i nærheden betyder, at karréen i dag blander overnattende gæster med teatergængere – en kombination, som den oprindelige bygning fra 1956, der udelukkende blev opført som biograf, aldrig var designet til.
Én adresse, to vidt forskellige aftener i byen
Resultatet er et lokale, der hverken fremstår som et specialbygget middagsteater eller en omdannet lagerhal eller gård — de to mest almindelige rammer om en tangoaften i Buenos Aires. Det er en belgisk designet amerikansk studiobiograf fra midten af århundredet, som tilbragte den sidste halvdel af sit liv med at køre filmruller og i de senere år med at opføre en live tangoproduktion inden for de samme vægge, buer og altaner. Uanset hvilket præcist år tangoshowet begyndte, ligger bygningens to identiteter — biograf, derefter teater — tæt nok på hinanden i tid til, at besøgende stadig nogle gange spørger personalet, om det fortsat er muligt at se en film der.