rummets egen historie
Bygningen: Fra biograf til tangohus
Cerrito 570 husede i årtier et filmlærred, før det husede en scene — hvad er originalt, hvad er siden ændret, og hvad er der stadig deroppe over tæppet.
Tjek ledighed ↗Bygningen, i to datoer
| Som Cine Metro | Som Tango Porteño | |
|---|---|---|
| Åbnet | 4. oktober 1956 | senere, som et restaureret tangoteater |
| Bygget for | det amerikanske studie Loew's | en daglig tangoforestilling |
| Arkitekt | Alberto Bourdon (belgiskfødt) | — |
| Det originale | den buede prosceniumsbue, altanerne, relieffet over scenen | de samme detaljer, nu oplyst til et live-show |
En biograf bygget for Loew's
Bygningen på Cerrito 570 åbnede som Cine Metro den 4. oktober 1956, opført for Loew's Inc., det amerikanske filmselskab bag MGM, på et tidspunkt hvor Buenos Aires stadig havde snesevis af biografer med én sal, der konkurrerede om det samme publikum i centrum. Den blev tegnet af den belgiskfødte arkitekt Alberto Bourdon, hvis øvrige værker i Buenos Aires omfatter Art Deco-biografen Cine-Teatro Ópera på Avenida Corrientes, opført to årtier tidligere i 1936 — en separat bygning, let at forveksle med denne, da begge bærer Bourdons arkitektoniske hånd og et lignende Art Deco-formsprog. Bourdons to opgaver i Buenos Aires — denne og Cine-Teatro Ópera — er nemme at blande sammen i løs omtale af byens biografhistorie, hvilket sandsynligvis er grunden til, at noget markedsføringsmateriale fejldaterer netop denne bygning til 1930'erne i stedet for 1956.
Sådan så salen ud som biograf
Som biograf med én sal havde Cine Metro plads til omkring 2.500 mennesker fordelt på stueetagen og to altanetager, med et lærred angiveligt på 20 gange 12 meter — en skala bygget til æraen med de store biografpaladser i centrum, ikke det multiplex, der til sidst skulle afløse dem. Biografer af denne størrelse og dette format i Buenos Aires' centrum begyndte at lukke gennem 1980'erne og 1990'erne, efterhånden som komplekser med flere sale overtog markedet, og Cine Metros egen tid som biograf med én sal endte med en opdeling i et mindre format med flere sale, før den lukkede helt. En biograf med én sal og 2.500 pladser var efter datidens målestok en af de større biografer i byens centrum snarere end et kvarterbiograf.
Hvorfor en biograf og ikke et teater bygget til formålet
Intet ved salen var bygget med et sceneshow for øje — de skrånende stolerækker, de terrasserede altaner og den dybe prosceniumsbue var bygget til at indramme et lærred, ikke et liveorkester og et dansegulv. Det er en del af det, der gør rummet usædvanligt som spillested: sigtelinjerne, akustikken og selve salens skala er alle beslutninger fra biografernes æra, genbrugt snarere end nydesignet, til en produktion der kom årtier efter bygningen. Bygningens skala er en del af grunden til, at den passer til en produktion med et stort ensemble snarere end et lille, intimt tangorum — de to formater kræver vidt forskellige rum.
Hvad der stadig er synligt fra biografårene
Det tydeligste bevarede spor er Art Deco-relieffet over scenen — gipsfigurer og filmhjulsmotiver indsat i buen, anbragt der for et biografpublikum og aldrig fjernet. Altanfronterne og salens overordnede form, buer, lysekroner og det hele, er ligeledes originale fra opførelsen i 1956 snarere end tilføjet til tangoshowet; det, der har ændret sig, er selve scenen, og hvad der foregår på den. Gipsrelieffer af denne art var et almindeligt træk ved latinamerikansk biografarkitektur midt i århundredet, om end de specifikke figurer over denne scene — filmhjul blandt dem — er usædvanlige ved at henvise direkte til biografen snarere end til mere generiske klassiske motiver.
Fra lukket biograf til åben teater
Den større bygning gennemgik endnu en forandring i 2000'erne, da en hotelgruppe købte ejendommen for at omdanne en del af blokken til et hotel og efterlod den oprindelige sal som et selvstændigt rum i samme bygning frem for at indlemme den i hotellet. Det præcise år, hvor salen genåbnede specifikt som tango-venue, er ikke offentliggjort nogen steder, der kan verificeres uafhængigt, så det er værd at betragte det som en restaurering nogle år efter biografens lukning snarere end en fast, dokumenteret dato. Hotelomdannelsen i nærheden betyder, at blokken i dag blander overnattende gæster med teatergængere – en kombination, som den oprindelige bygning fra 1956, der udelukkende blev bygget som biograf, aldrig var designet til.
Én adresse, to vidt forskellige aftener i byen
Resultatet er en sal, der hverken fremstår som et specialbygget middagsteater eller et omdannet lager eller gård – de to mest almindelige rammer om en tangoaften i Buenos Aires. Det er en amerikansk studiobiograf fra midten af århundredet, belgisk designet, som tilbragte anden halvdel af sit liv med at køre filmruller og de senere år med at opføre en live tangoproduktion inden for de samme vægge, buer og altaner. Uanset det præcise år, tangoshowet begyndte, ligger bygningens to identiteter – biograf, derefter teater – så tæt på hinanden i tid, at besøgende stadig spørger personalet, om det fortsat er muligt at se en film der.